3i1sag

Boganmeldelse af Susanne Stanus ”velkommen til mit mareridt” – af Nikolaj Rommedahl.

Berlingske indleder deres anmeldelse af bogen med: ”En af de største skandaler i det danske retssystem danner rammen om Susanne Stauns nye roman, »Velkommen til mit mareridt«, og var det ikke, fordi hun har gjort sin research og ved, hvad hun skriver om, måtte man affærdige bogens påstande om kafkaske danske tilstande som fri fantasi og kvindeligt klynkeri.”

Lad mig først gøre det klart, at hvis du har købt bogen med det udgangspunkt at den er virkelig, så har du ret til at få pengene tilbage. Det er den ikke, men den sælges sådan. Tilbage står den nu som fri fantasi og kvindeligt klynkeri ifølge Berlingske anmelder, hvilket ikke er meget anderledes end hvad politiken og Viggo Bækgaard når frem til i deres anmeldelser af bogen. De har da også luret historien bag bogen, som mange andre sikkert også har, men altså ikke Berlingskes anmelder, som køber Susanne Stauns substansløse påstande omkring research på det glatte ansigt det serveres. En pinlig fejl af Berlingske som man kan håbe de lærer af.

At bogen omhandler Sidsels og min samværssag er en kendsgerning. Det lykkes nemlig Susann Staun at skrive korrekt af fra vores journaler et enkelt sted. Resten er - så vidt jeg kan se - tilpas kunstnerisk manipuleret, smukt fordrejet og tilpasset tonerne af den melodi hun tilsyneladende vil have læseren skal nynne efter at have læst bogen. Havde Susanne Staun skrevet yderligere to linier korrekt af fra den enkelte korrekt afskrift i bogen, så var hele bogen faldet til jorden, da de 2 følgende linier  modsiger hele bogens fundament omkring Marias sindstilstand. Derfor har hun nok ikke gjort det.

Bogen forsøger sig med en kort og patetisk afstikker til Saugstedsagen ved at klistre et billed af datteren og barnet på forsiden og en kort omtale fra byretssagens afgørelse over morfaderens drab på Anders Lindholt. Jeg var tilstede og fulgte domsafsigelsens retfærdige udfald over det brutale mord på Anders Lindholt. Jeg så saugstedatteren og ved hvad der skete kontra bogens fortælling om samme episode. At Susanne Staun placerer Saugstedsagen i bogen gennem datteren som en del af Marias sagskompleks og derved i samklangsofferrollen er i min optik en tilkendegivelse af hvor Susanne Stauns sympati ligger.

At Anders Lindholt ligger begravet fælder tilsyneladende ingen tårer hos forfatteren betragtet gennem bogens budskaber.

Anders Lindholts efterladte kone og 3 børn skal derimod opleve at han tilsvines på det groveste og kendkendeligt i bogen. Fy for pokker man væmmes som anmelder.

Afstikkeren ændre dog ikke ved det samlede billed af omdrejningspunktet for bogen er samværssagen mellem Sidsel Jensdatter Lyster og jeg. At Saugsteds datter siden fik tvangsfjernet barnet og det væltede ud med skeletter fra hendes skab, kan så blive basis for den næste bog fra Susanne Staun med selvproklameret usyld og en samvittighed, der angiveligt er ren som nyfalden sne.

Bogen fremstår som født til den blinde læser. Den ubegavede følger, der ikke stiller spørgsmål eller forstår hvad det vil sige at være i de roller og scenarier der beskrives. En form for religiøst manifest med Susanne Staun som ukritisk forkynder af Marias lidelser. Altså lidelser ifølge Maria, fordi Maria jo i det store hele er ene-leverandør af indholdet til Susanne Staun i samværssagen.

Denne anmelder tilsætter hermed lidt intelligens og perspektiv til bogen ved at benytte eksempler til de mindre blinde følgere. Vi kan kalde dem for "De oplyste".

Eksempelvis står følgende efter datteren kommer hjem fra samvær : ”Lægen finder en stor blodansamling i den bløde del af ganen og han tager det meget alvorligt. Han siger, at hun skal på center for Børn og overgreb med det samme, og det sætter mig i et kæmpe dilemma. Netop i dag skal jeg til Cecilies luciaoptog….”.

Med risiko for at træde nogen over tæerne ved mit sprogbrug har jeg følgende kommentar som anmelder af hvad der skulle være faktuelle begivenheder:

HVEM FANDEN TÆNKER PÅ LUCIAOPTOG HVIS ENS DATTER AF EN LÆGE ER KONSTATERET FYSISK-SEKSUELT FORULEMPET UNDER SAMVÆR MED BESKED PÅ OMGÅENDE AT SØGE TIL "CENTER FOR OVERGREB" !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Maria i offerrollen skal dog gøres komplet – koste hvad det vil på kontoen af idiotiske forklaringer, og dem har Susanne Staun demonstreret hun har kassevis af. Sussanne Staun har tydeligvis ingen fornemmelse af hvad hun skriver og hvordan det virker.

Hvis jeg må tillade at gøre historien færdig, som ganske rigtigt er hentet fra samværssagen mellem Sidsel og jeg, så var jeg – undskyld – Timm – på hospitalet hele den samværsweekend, og måtte overlade pasningen til nære omsorgspersoner af hunkøn. Der er journaler på dette fra A til Z. Timm blev da også politianmeldt foranlediget af Maria som vanligt, og de fandt intet, som vanligt, og med god grund. "Center for overgeb" navnet findes i øvrigt ikke, men stedet vores datter gik med mor omtales konsekvent og i praksis sådan af Sidsel Lyster i journalerne fra Sidsel Lysters mange skrivelser i samværssagen. Der er i realiteten tale om en almindelig børneudrednings og behandlingsafdeling for udsatte børn i århus, som anbefalede hjælp til Sidsels samspil med vores datter.

Der er desværre mange gentagelser af den karakter. Også i 2016.

Dem der følger forløbet til dørs ved at læse videre i bogen har vel regnet ud, at det var i Marias varretægt at skaden skete på datterens gane, ik ? Det er nemlig også en virkelig historie....

Man kan i den sammenhæng yderligere spekulere over hvorfor Susanne Staun bruger tid i bogen på at Maria beskriver de ansatte på de psykiatriske afdelinger som de syge, mens Maria er helt på dupperne med offerrollen i bogens fantasifulde scener, citater og bortforklaringer. Alt er komplot, sammensværgelser og intet er hendes skyld. Alle andre er syge, og hun er den helt raske og sunde forælder, ligesom alle andre forældre, der prioriterer luciaoptog på lige fod med at anmelde incestovergreb, når nu man lejlighedsvis -ifølge bogen som jo er "virkelig" - står med de konkrete domsfældende beviser på hånden fra lægen.

Bogen er i øvrigt og i sin helhed fyldt med alarmklokker af ovenstående type i en sådan grad at det kan blive tragi-komisk at læse for de oplyste og i endnu højere grad for dem med konkret indsigt i sagen. Dem har Susanne Stauns univers dog ingen plads til. Der findes kun Susanne Stauns sandhed i diktatorformen den har i bogen, og som skal sluges råt af anmelderne i endnu en slavisk hyldest til hendes forfatterskab. Det er da også lykkes mange steder og bør give anledning for mange anmeldere til at genoverveje kriterierne for at anmelde litteratur på baggrund af forfatterens ynkelige påstande omkring troværdighed.

Sådan kan denne anmelder blive ved, og har dokumenterne til at bakke det op. At Susanne Staun bliver ved med at forsøge at køre ræs på fire flade dæk må undre alle dem uden for bilen. Her tænker jeg eksempelvis på hendes blog omkring bogen, hvor hun nu annoncerer, at hun er sagsøgt for injurier ved at træde andre over tæerne med påstande og udsagn de ikke mener hun har belæg for. Den fornemmelse kan denne anmelder godt følge, selv om anmelderen i øvrigt intet har med den anden sag at gøre.

På plus-siden er denne anmelder - efter at have læst ”velkommen til mit mareridt” - blevet særdeles interesseret i Sussanne Stauns fiktionsværker.  Endeløse rækker af fantasifulde historier og mærkværdige forklaringer, der ikke har noget som helst med normale personer at gøre, er tydeligvis en kompetence hos forfatteren og er man opmærksom på at man befinder sig i den skønlitterære genre, som det samlet set også er tilfældet i ”velkommen til mit mareridt”, er der lagt i ovnen til en god bog med underholdning foran kamminen en lørdag aften.

Bogen får 1 ud af 5 stjerner som skønlitterær bog, for det er den på bundlinien, selv om den sælges som noget andet. Skal man som læser kunne sætte sig ind i hovedpersonens vej i livet skal der langt mere kød på troværdigheden. Susanne staun blotter i denne bog sin uvidenhed og totale mangel på indlevelse på området i et amatørforsøg på jornalistik. Det handler om troværdighed. Det har bogen intet af og med god grund.

Skal man med afsæt i bogen og Sussanne Stauns arbejde trække spor ud i den virkelige verden for eksempelvis voldsramte kvinder, ender bogen ud som en tragisk ulykke. Susanne Staun formår at sætte en åbenlys utroværdig historie op gennem tåbelige forklaringer og episoder med dertil hørende resserach af noget nær laveste journalistisk kvalitet a la Michael Qureshi, hvilket er det sidste de voldsramte kvinder har brug for, når de har behov for at blive taget alvorligt.

-Nikolaj Rommedahl.

NB: Retfærdigt skal være retfærdigt. Nedenstående er Sidsel Lysters bemærkninger til denne anmeldelse, som naturligvis bør fremføres sammen med anmeldelsen med de kommentarer det medfører.

Til dette skal tilføjes:

Vedrørende Frk Lysters påstand om min angivelige forestilling - at jeg skulle have brugt frk Lyster som "rugemor" - skal jeg henviser til Frk Lysters egen forklaring i den seneste børnesagkyndige undersøge side 8 - hvor det fremgår med Frk Lysters egne ord og forklaring at denne forestilling skam er hendes helt egen i alle disse år og hendes alene. En ikke ubetydelig omstændighed er også, at Sidsel Lyster mange steder har forklaret at hun stoppede med præventionen - uden jeg vidste det - for at blive gravid med vores datter. Hvem kan retmæssigt beskrives som "misbrugt" i den situation ?

Det er dog et forfriskende kækt indlæg, når Frk Lyster på den måde minder verden om hvor forvirret hun egentligt er omkring kendsgerninger. Gad vide om Susanne Staun ved dette ?

Vedrørende at jeg skulle have forfulgt frk Lyster, sådan som eksempelvis Anders Lindholt og foreningen far også er beskyld for, skal jeg henvise til at hun er dømt for fremsætte et sådan udsagn ved domstolene. Dommen er tilgængelig på denne hjemmeside. Gad vide hvorfor hun stadig ikke forstår dette ?