Parrent Ownership Syndrome (POS)

Parrent Alianation Syndrome (PAS) er et veldokumenteret og udbredt fænomen, men modellen og sympomerne halter i forhold til at kunne give et retvisende billed af situationen anno 2015.


En udvidet model, der bygger videre på PAS modellen, præsenteres i hovedtræk her på baggrund af mange sager og eksempler i perioden.


Modellen skal ses som en ovenbygning på PAS - altså til at beskrive en situtation hvor PAS ikke længere er en gangbar model, da den er for snæver i sine betragninger for adfærd, der ligger ud over hvad PAS-modellen rummer.



Til dette formål præsenteret POS - Parrent Ownership Syndrome.



POS bygger videre på det sted hvor fremmedgørelsen (PAS) stopper, altså der hvor barnet er indoktrineret med den fremmedgørende forældres tanker overfor den modsatte part.


Barnet er i dette stadie fyldt med indtryk af omstændigheder og episoder, som ikke er barnets egne oplevelser, men som er implementeret i barnets bevidsthed gennem gentagelser og belønninger i de situationer, hvor barnet reagerer i samklang med den fremmedgørende forældres ønskede manipulation. Enhver modstand fra barnet i denne procoess mødes med straf og fordømmelse. Får barnet eksempelvis stadig bryst og har lært at tale, så kan barnet få lov til at amme hos mor, hvis barnet gentager hvad mor siger. Dette i det tilfælde hvor mor er den fremmedgørende forælder.


Barnet er fuld fremmedgjort efter PAS - modellen, når barnet på enhver tænkelig måde tager afstand fra den ikke fremmedgørende forældre uden omstændighederne taler for det. Barnet taler om episoder, der umulig kan finde sted, såsom steder barnet fortæller det har været, men ikke findes i virkeligheden, eller begivenheder på steder og dage, hvor barnet og/eller den ikke fremmedgørende forælder har været et helt andet sted og derfor ikke kan have oplevet dette.

Alle historiernes oprindelse kan spores til den fremmedgørende forælders sagsakter, indlæg mv. Barnet vil bestride oprindelsen.


Den efterfølgende fase - POS fasen - fra den fremmedgørende forælder udgør ofte følgende hovedkarakteristika:

 

1. Fjerne fomel identitet, der knytter barnet til den anden forældre, eksempelvis ved at fjerne nave, mellemnavne og efternavne, der knytter parterne sammen.


2. Fortælle barnet at den biologiske far/mor ikke er barnets rigtige far/mor.


3. Påberåbe sig et åbenlyst ejerskab på barnet - altså en form for kødelig ejendom. Et eksempel på dette kan ses her, hvor Sidsel Lyster dikterer hendes opfattelse af under hvilke omstændigehder et barn skal kunne få barsel med far. Ikke ud fra en betragtning om barnets bedste, men ud fra en betragtning om hvorvidt man er i forhold til mor eller ej, og hvis man ikke er, så bestemmer mor.


4. Iværksætter sag om fuld forældrmeyndighed ved domstolene - uden nogen konkrete omstændigheder taler for det - samtidigt med der iværksættes konfliktoptrappende adfærd såsom udokumenterede voldsanmeldelser, incetsbeskyldninger mv.

Omstændighederne og resultatet af retssagen udbredes åbent af den fremmedgørende forældre gennem sociale medier, skole, institution mv. som et retfærdigt trofæ og bevis for den fremmedgjorte forældres mangler. Dette på en sådan måde at barnet kan følge med, men også så barnet over for sig selv kan søge at legitimere den ædfærd, som den fremmedgørende forældre har udsat barnet for. Den fremmedgørende forældres argument i den sammenhæng er typisk at den fremmedgjorte forælder er dømt af en dommer som kriminelle bliver og derfor er retfærdighed sket, hvilket de færreste børn vil stille spørgsmålstegn ved.