3i1sag

Dette afsnit skal ses i lyset af de allerede kendte oplysninger omkring Sidsel Lysters psykiatriske forhold via eksempelvis BT, og er tænkt som at tilsætte farve og forløb på disse kendte forhold. Siden har ikke til formål at komme med udtalelser om diagnostiske forhold eller tilsvarende, som ikke i forvejen er udbredt fra anden side tidligere.

2008 startede svært. Sidsel var gravid, og var meget optaget af at ingen skulle kende til de nye psykiske problemstillinger der prægede tiden kort efter hun blev gravid, særligt set i lyset af hende ny-ansættelse som sognepræst ved Ullerød kirke.

Da vi var flyttet til mit hus midt i graviditeten, blev hun udskrevet fra Bispebjerg og derefter automatisk tilknyttet Hillerød hospitals psykiatriske afdeling, som var den nærmeste afdeling ift hvor vi nu boede, og hvor en overlæge i psykiatri stod for den indledende udredning. Hans udtalelser gav nærmere indikation/baggrund for de første tanker omkring hvilke problemstillinger der var i spil, og det var ikke fødselsdepression. Sidsel meddelte at hun ikke ønskede at være tilknyttet Hillerød af frygt for at blive genkendt som den nye præst i området, hvorfor det var sidste besøg her.

Der var en svær tid for hele familien op til fødslen. Sidsel brugte natten på at skælde mig ud over hvad hun mente var mine fejl og mangler, og krævede at jeg skulle "stramme op". Eksempler på "konflikt"-emner var at mine venner var af upassende status - set med hendes øjne - og skulle derfor udskiftes til andre og mere passende "elitære" mennesker i hendes smag og stil. Dertil at jeg ikke sørgede for nok materielle goder til hende og at jeg skulle være vågen om natten, fordi det var hun. Jeg skulle også læse skønlitteratur istedet for faglitteratur, min dannelse var ganske enkelt utilstrækkelig til hende.

Om dagen sov hun, mens jeg forsøgte at passe min arbejde som selvstændig. Der var ingen plads til søvn for mit vedkommende, Sidsel gennemtvang at jeg var vågen om natten ved at skændes/råbe af mig, og mit arbejde led forfærdeligt. Samme gjorde alt hvad jeg ellers havde af pligter og projekter sat igang inden graviditeten, som ikke var planlagt på anden måde, end at Sidsel stoppede med prævention uden jeg vidste det.

Eksempelvis (et par år forinden) havde jeg købt en sommerhusgrund sydpå, som jeg ville bygge et nyt sommerhus på. Det var endt som en "naturgrund" i lyset af graviditeten, og jeg fik en skriftlig meddelese fra grundejerforeningen i midten af graviditeten om at de ville få et firma til at beskære de mange trær ud mod vejen (og sende mig regningen), hvis ikke jeg bragte det i orden inden 7 dage, da det blokerede vejen forbi til de andre huse.

Jeg tog min far med ned for at få det gjort hurtigt og på en dag. Penge til at betale andre var der ingen af, så jeg måtte gøre det selv. På vejen hjem om eftermiddagen kunne Sidsel dog igen ikke holde vreden tilbage og ringede for at skælde mig ud. Jeg tog det usædvanlige skridt at sætte "samtalen" på medhør uden Sidsel vidste det, så min far kunne få en fornemmelse af hvad der gav mig sorte render under øjnene og akut manglede overskud til at passe mit job... han var komplet måløs efter jeg lagde på. Men forstod hele situationen lidt bedre, når jeg prøvede at forklare ham hvad jeg var underlagt og gik igennem.

En hverdagsmorgen, hvor jeg igen havde været under højlydt anklage fra alle retninger natten igennem, gik jeg ind for starte min morgenrutine ved først at vække Sidsels ældste særbarn for at forsøge at få alle klar til skolen mv. Det var også min opgave at sørge for denne del alene.

Her opdagede jeg, at hun lå lys vågen og havde hørt de ukvemsord, der var serveret i min retning over flere timer frem til morgenstunden. Hvor længe hun havde lyttet med på de mange grimme ord var uklart, men uanset hvor længe det havde været, så var det alt for meget for et barn. Hun sagde intet, da jeg kom ind. Senere på dagen kontaktede jeg hendes far og Sidsels mor og bad dem om at tage pigerne en periode. Huset var intet sted for børn at opholde sig. Sidsel var ikke enig og blev vred over mit initiativ. Hun accepterede det dog modvilligt efter en del debat. Sidsel var på dette tidspunkt tilknyttet frederikssund psykiatriske afdeling, efter en kort indlæggelse på Helsingør psykiatrisk af deling, hvor hun bl.a. overfor mig tilkendegav at hun nægtede at være fordi hun mente hun var en psykopatmagnet, og de andre patienter faldt i den kategori.

På Frederikssundafdelingen blev hun tvangsindlagt 2 gange, da hun - efter min opfattelse - i en form for raseri forsøgte at skade vores ufødte datter ved eksempelvis at slå sig i maven og drikke alkohol. Vreden var rettet mod mig. Jeg var utilstrækkelig på alle måder. Utilfredsheden manifestedere sig supplerende mod vores ufødte datter.

Jeg så ingen anden udvej end igen at kontakte det offentlige for hjælp, og Sidsel blev indlagt med henvisning til meget alvorlig bekymring for det ufødte barn. Sidsel var stærkt utilfreds med alle sine indlæggelser og fortsatte med at gøre skade på sig selv, nu også uden jeg var den direkte årsag. Jeg kom ofte på besøg under indlæggelserne både med og uden Sidsels særbørn. Sidsel virkede glad for at få besøgene, men ville også gerne ud hurtigst muligt, og gjorde hvad hun kunne for at få dette udfald gennem eksempelvis klager over personalet.

Der var i perioden under indlæggelsen lykkedes at lave et forløb for børnene, hvor deres biologiske far og jeg skiftedes til at have dem, så de samtidigt kunne passe skole. Det samarbejde fungerede godt.

Fødslen var ekstremt velforberedt grundet de alvorlige omstændigheder. Der var lavet et brev til jordmoderen fra psykiatrisk afdeling, som beskrev situationen med Sidsel, så der kunne gennemføres en fødsel uden først at finde ud af hvad der var op og ned. Sidsel fik den planlagte og ønskede epiduralblokade straks ved indlæggelsen og fødte vores datter på usædvanlig kort tid, mens jeg holdte hende i hånden og støttede hende. Det gik faktisk så godt og hurtigt, at Sidsel lige efter sagde, at det ikke var så slemt og hun godt kunne gøre det igen. Jeg smilede skævt til hende på den bemærkning, for det kunne jeg ikke. Hun blev overtalt til at komme på medicin lige efter fødslen, og i kombination - tror jeg - med lettelsen over fødslen var vel overstået med en sund og rask baby på over 5 kg og massiv praktisk støtte fra Allerød Kommune, havde Sidsel og jeg en god periode på knap to måneder, hvor vi samarbejde og fik undgået skænderier. Sidsel fulgte også det forløb hun var blevet tilbud ift behandling. Allerød kommune havde os tilmed mandsopdækket med 2 "hjemmehosser" og rengøringshjælp i mindre omfang, og de var en god støtte i starten.

Efter knap 2 måneder stoppede Sidsel med at tage sin medicin på eget initiativ. Hun klagede over bivirkninger. Hun stoppede også med at komme til behandlingerne hun fik af det offentlige. Vreden mod mig vendte tilbage, men som noget nyt blev hun også til tider særdeles usammenhængende og skrøbelig, og gjorde ting uden det gav mening eller var rationel på nogen måde. Jeg forsøgte mange gange at få hende tilbage til behandlingsforløbet, men hun ville ikke. Til sidst sagde hun til mig med hævet stemme om jeg godt var klar over, at de var ved at stille en (meget specifik) diagnose på hende. Jeg var på en gang både bekymret og lettet. Bekymret fordi det var alvorligt hvad hun fortalte omkring diagnosen, men lettet fordi nu havde det hele et navn, og så vidste jeg hvad der var op og ned. Jeg vidste også det kunne behandles, så der var en eller anden form for mystisk håb for alle parter. Tiden gik dog uden at jeg kunne få Sidsel til at vende tilbage til nogen former for behandling, og hun fik det ikke bedre. Hun udtryke mistro og mistillid til det behandlingstilbud hun havde fået. Oplevelserne med Sidsel blev mere og mere alvorlige. Jeg kom eksempelvis hjem og fandt vores datter alene på gulvtæppet i et tomt hus. Sidsel var væk, men vendte tilbage lidt senere uden forklaring på hvor hun havde været eller hvorfor vores datter lå der.

Efter knap 6 måender fra fødslen oplevede jeg yderligere en meget alvorlig episode med en af børnene og Sidsel. Jeg vidste nu, at hvis der ikke skete noget nu og her, så var det efter min opfattelse klart uforsvarligt at Sidsel var omsorgsperson for vores lille datter. Jeg kontaktede Sidsel særbørns far og fortalte at jeg agtede inden for kort tid at stoppe forholdet, og at han måtte gøres sig de nødvendige forberedelser ift at tage vare på hans børn i situationen. Han udtrykte sin forståelse for min beslutning og de omstændigheder/forløb jeg beskrev var gået forud, da han - som han så roligt og forstående sagde det - selv havde prøvet at være i forhold med Sidsel.

Jeg besluttede mig for at lave et sidste nødråb. Et ukonventinelt og sidste nødråb om hjælp. Da kommunen kom forbi til møde efterfølgende havde jeg forberedt alle de forfærdelige oplevelser og frustrationer over situationen, herunder den meget alvorlige episode med Sidsel og hendes særbarn, og aflevede det hele ved mødet med tårer i øjnene og forklarede at hvis ikke Sidsel vedte tilbage til sin behandling, så kunne jeg ikke mere personligt eller i forhold til den måde tingene ikke fungerede med børnene og Sidsel. Sidsel ville ikke vende tilbage. Kommunens folk var overraskede over min udmelding. Allerød kommunes akutte spareiver et par måneder efter fødslen havde også stort set fjernet alt hjælp til os, så det var ikke underligt at de ikke vidste hvad der foregik. Der kom eksempelvis en underretning fra rengøringspersonalet (vi fik lidt rengøringshjælp) omkring Sidsels adfærd i forbindelse med deres besøg, men det blev blot til en note i kommunens jornaler om at de allerede var inde i sagen, og ikke ville reagere på den.

Vi talte sammen på mødet efter min beslutningen om at stoppe forholdet, efter Sidsels udmeldning om fortsat og under ingen omstændigheder at ville vende tilbage til at modtage hjælp, og aftalte herefter sammen at Sidsel kunne blive boende indtil videre med børnene, da kommuens akutboliger - med deres egne ord på mødet - var socialt belastet i en sådan grad at de var uegnet for Sidsel og børnene. Jeg forsøgte at opholde mig så meget som muligt med vores datter, og tale Sidsel efter munden på en måde, så mindst mulig vrede skulle ramme mig indtil tingene fik en eller anden form for ende.

Det var samtidigt ekstremt svært for mig at give op på drømmen om "kernefamilie", som jeg altid havde svoret jeg ville ende i og holde fast ved. Det til trods for den ekstreme vrede jeg oplevede mod mig. Hele tiden vendte og drejede jeg tingene og håbede på en løsning eller mirakel, så tingene ikke behøvede at ende som det var på vej til. Det skete ikke. Min stændighed i forhold til min drøm om "kernefamilien" holdte mig fast i håbet/ønsket om en løsning længe. For længe, hvis hvis man kigger tilbage, men bagklog bliver man først bagefter.

Sidsel spurgte mig også i perioden, om jeg var sikker i min beslutning om at hun skulle flytte med børnene. Det var jeg langt om længe blevet. Hun tilbød at blive, hvis jeg ombesluttede mig. Det gjorde jeg ikke, for det kunne jeg ikke. 

Efter ca en måned under samme tag og uden optakt til dramatik omkring det videre forløb, kom jeg hjem efter nogle timer på arbejdet og så, at Sidsel og alle børnene væk. Hun var forsvundet med stort set alle møbler, men også vores datter var væk uden spor. Jeg forsøgte at ringe til Sidsel, men hun tog den ikke. Til sidste ringede jeg fra henmmeligt nummer og så tog hun den, da hun ikke kunne vide det var mig. Jeg forlangte at hun kom tilbage med vores datter, men hun begyndte istedet at sige en masse i retning af "du ved godt hvorfor jeg ikke er der og hvad du har gjort" uden at være specifik. Jeg havde ikke den fjerneste ide om  hvad hun mente. Hun fortsatte med sms'er af samme type, når jeg skrev til hende om at komme tilbage med vores datter. Det ville hun ikke under nogen omstændigheder.

Hun lavede det, som jeg efterfølgende erfarede at statsforvaltningen kalder en "gallop til børnehaven", altså hvor man stjæler barnet og giver en gang beskyldninger oveni hatten for at toppe den af indtil man får en afgørelse fra statsforvaltningen, hvor der står at barnet er fremmedgjort grundet kidnapningen og derfor beholder kidnapperen bopælen. En egoistisk svinestreg af den groveste type, men sker med samfundets velsignelse og giver mor bopælen, hvilket alle er klar over på forhånd.

Jeg har hørt om enkelte fædre der gjorde det samme, men der blev luftvåbenet, PET, FET, Hæren, Søværnet, Politiet og hvad der ellers kunne stables på benene indsat, så mor i alle tilfælde fik barnet tilbage straks.

Sidsel havde på mange måder bare ikke været "dygtigt" nok  i situationen, hvis man kan bruge det udtryk om en velkendt situation. Hun havde nemlig både skrevet til statsforvaltningen omkring forløbet, hvor hun stak af,  men også kontaktet kommunen telefonisk, som havde taget notater af samtalen. De to historier var slet ikke ens.  Det var første gang det for alvor gik op for mig, hvordan der blev fortalt en historie et sted og en anden historie et andet sted. Jeg kunne pludselig ikke længere kende Sidsel og stillede mig selv det spørgsmål om jeg overhovedet vidste hvem hun var.